Archive for december 2006

h1

Ooga Labs

december 14, 2006

Blandt de mere underholdende CEOs har vi mødt James Currier, der har grundlagt

Ooga Labs – en helt ny type internetbaseret start-up. Ooga labs har kontor i hjertet af San Francisco og samler en gruppe it-ingeniører om en fælles portefølje af nye virksomheder, der udbyder services på internettet.

 

James Currier har startet flere succesrige internet-firmaer som tickle.com. Han har været med til at sælge firmaer for omkring 100 mio. dollars og bruger sin frihed til at skabe en helt ny forretningsmodel og et frirum for ingeniører, der ifølge Currier kan klare alt i en virksomhed. De behøver ikke smarte MBAs til at lede og markedsføre – han ved, hvad han taler om, for han er selv MBA fra Harvard.

 

Ooga Labs ansætter de bedste software ingeniører fra Berkeley, MIT og Stanford og sammen starter alle ansatte en hel række start-ups. De helliger sig hver især udviklingen af en af virksomhederne, men alle har andele i hver virksomhed, hvilket giver et unikt incitament til at arbejde sammen om virksomhederne.

 

Ooga Labs er på den måde rammen om en gruppe af virksomheder, som f.eks. www.goodtree.com, der støtter forskellige godgørende formal, hvilket også er karakteristisk for virksomhederne i Ooga Labs. Som traditionelle inkubatorer deler ingeniørerne kontorfaciliteter, der betyder, at en ny virksomhed kan startes for ca. 400.000 dollars pga. de lave omkostninger til udstyr. De ansatte i Ooga Labs bruger samme programmeringssprog og udelukkende open source software – som de hovedsagelig udvikler selv.  

 

James Currier forklarer sin filosofi på firmaets hjemmeside. Det er hans ambition at skabe et sjovt og inspirerende miljø med vægt på velgørenhed og engagement i lokalmiljøet, som han mener savner fokus i den globaliserede verden. Curriers økonomiske frihed giver Ooga Labs mulighed for at klare sig uden venture kapital og deres snærende bånd på ledelse og strategi.

 

Og han vil gerne ansætte danske ingeniører, der senere kan starte Ooga Labs Denmark – det er måske ikke en dum idé.

h1

San Jose Biocenter, Keiretsu forum og Growthpoint

december 7, 2006

Jeg var i ugens løb til et arrangement hos San Jose Biocenter. San Jose er på sin vis Silicon Valleys hovedstad som den største by i dalen og med en lang række virksomheder placeret i og omkring byen. Her ligger også San Jose State University, som er en af del af Cal State universitetssystemet. Cal State er opbygget som University of California systemet, der imidlertid er langt mere forskningsintensivt og elitært med flagskibe som UC Berkeley.

 

San Jose Biocenter er en inkubator for bioteknologiske start-ups. Inkubatoren tilbyder både avancerede faciliteter, men mindst lige så vigtigt rådgivning fra erfarne forretningsfolk, der selv har startet virksomhed inden for området.

 

Arrangementet bestod af oplæg fra to patent-advokater, der i detaljer gennemgik, hvordan forskere i virksomheder beskytter deres ret til en opfindelse. Det starter med omhyggelige ”lab notes” der senere kan dokumentere, at de var der første der havde ”conception” af ideen, derefter modnede den gennem ”diligence” og til sidst omsatte den til praktisk virkelighed gennem ”reduction to practice”. Den særlige individuelle ret til opfindelser og dermed senere de lukrative patenter er ifølge advokaterne et særligt amerikansk fænomen, der også er med til at skabe solide incitamenter til den enkelte forsker i en virksomhed.

 

Ved arrangementet talte jeg med en af deltagerne ved navn Ted Kucklick, der som ”business angel” indgår i det såkaldte Keiretsu Forum, som er en organisation af business angels, der har tjent en masse penge og nu investerer dem i mindre virksomheder. Mange business angels opererer helt individuelt, men Keiretsu Forum samler business angels med forskellige kompetencer og gør det så at sige nemt for disse angels at møde mange start-ups på en organiseret måde. Sammensætningen af kompetencer giver virksomhederne en meget bred rådgivning.

 

Ted Kucklick var interesseret i Innovation Center Denmarks arbejde med højteknologiske danske virksomheder. Centerets chef Marianne deltager nu i et møde i Keiretsu-forum i næste uge; det kan være det fører til finansiering af danske virksomheder. 

 

Vi var i dag til et møde i samme boldgade med firmaet Growthpoint, der rådgiver mindre virksomheder om salg af virksomheden. De stod bag salget af danske AudioAsics i september til den amerikanske virksomhed Analog Devices for i alt 27 mio. USD. De tre medlemmer af direktionen, som vi talte med, har alle en baggrund som ingeniører med mange års erfaring som først entreprenører og senere med salg af en række virksomheder. Kombinationen af teknisk forståelse og erhvervserfaring er kernen i deres service til virksomhederne – og dertil altså erfaring med det danske erhvervsliv. Ærgerligt at man ikke er ingeniør, der har startet en lovende software-virksomhed…