Efter en del netværkeri og emails var det i dag lykkedes mig at få et møde i stand med tre fellows ved Stanfords Institute of Design, bedre kendt som fænomenet ”d.school”, der ofte nævnes som inspirationskilde til en helt ny måde at tænke brugerdreven innovation.
På d.school udbydes design-forløb til alle kandidatstuderende på Stanford, og det er en central pointe, at professorer og fellows sammensætter teams af ingeniør-, handels-, sprog-, biologi-, antropologi-, medicin-studerende osv. fra forskellige fakulteter for at lære de studerende at arbejde sammen om at skabe nye produkter, services og systemer på tværs af videnskabelige discipliner og at udnytte hinandens forskellige faglige og personlige kompetencer. Design er limen, der binder grupperne sammen, idet underviserne med en design-baggrund kan lære de studerende at tænke i brugerens behov (needs), brainstorme, sortere mellem ideer, bygge prototyper, præsentere et produkt effektivt inden for en fælles proces og et fælles sprog. De kan få en stud.scient. og en stud.merc. til at arbejde sammen på en effektiv måde.
Og naturligvis har d.school en eksemplarisk hjemmeside, der beskriver grundtrækkene i konceptet. Har kan man også læse profilerne på de tre fellows, som innovationscenterets chef Marianne og jeg mødtes med, nemlig Sarah Stein Greenberg, Scott Dorley og Alex Ko. Sarah Stein Greenberg er f.eks. leder af et forløb med titlen ”Entrepreneurial Design for Extreme Affordability”, hvor de studerende skal udvikle nye driftsikre og meget billige pumper og andet udstyr til landmænd i bl.a. Burma. Opgaven udføres for en nødhjælpsorganisation og Sarahs gruppe er netop nu ved at udføre de første tests af de nye pumper i Burma. En anden gruppe arbejder på en ny typer lygter med en ekstremt lav strømforbrug.
Vi så hvordan d.school har indrettet deres lokaler til at være ultra-fleksible og mulige at tilpasse de enkelte grupper. Alle vægge er gennemsigtige skillevægge på hjul, så de hurtigt kan flyttes. Man kan samtidig tegne på skillevæggenen og bruge dem som opslagstavler til post-its. Når et projekt skal præsenteres for en større gruppe kan skillevæggen herefter trækkes hen til d.schools fællesareal og præsentationen foregå direkte ved hjælp af skillevæggen. Alle arbejdsborde er samtidig whiteboards, og alle vinduer kan også tages i brug som en slags whiteboard. I området hvor Sarahs projekt holder til hænger der overalt skitser over nye typer pumper, og bordene flyder med dimser og elektronik, som bruges til at skabe nye prototyper hver dag. De studerende kan også bruge Stanfords fælles ”værksted”, hvor alle større prototyper kan udformes i metal og andre materialer. Og Sarah, Alex og Scott tog selvfølgelig imod siddende ved hver deres iBook i cafemiljøet ved indgangen.
Jeg spurgte, hvordan de tre fellows ville definere de unikke karakteristika ved d.school, idet Stanford jo også tidligere har haft design-uddannelse og Palo Alto i øvrigt huser legendariske design-bureauer som IDEO.
De pegede på en række elementer, og startede med det vi i Danmark ville kalde brugerdreven innovation. Grupperne gennemfører en proces med en række faste komponenter:
Først sætter d.schools projekter brugeren i centrum. Projekterne starter med et meget løst defineret problem, hvorefter grupperne skal leve sig ind i brugernes behov. Det kan ske ved at spørge brugere, men mere vigtigt ved at observere brugere og forstå, hvilke implicitte, ubesvarede behov de har (latent needs). Som regel vil brugeren ikke være i stand til at definere, hvilket produkt eller service hun har behov for.
Herefter arbejder gruppen med en mere sikker definition af problemstillingen og det behov, som skal dækkes.
Næste skridt lægger d.school meget stor vægt på. Det er behovet for ”rapid, iterative prototyping”. Gruppen skal meget tidligt i processen begynde at skabe prototyper af det nye produkt som er målet med arbejdet. De første prototyper skal bevidst ikke være kunstfærdigt udført, men kun tjene det formål at visualisere gruppens arbejde med nye ideer. Prototyperne skal være ”low resolution”, og billige at udføre, fordi gruppen skal lave mange forskellige udgaver og prototyper af mange forskellige ideer (det iterative element).
Ifølge de tre fellows er springet fra diskussion og analyse til handling i form af prototyper helt afgørende for samarbejdet mellem de forskellige faggrupper. Kun når grupperne bliver tvunget til med meget pressede deadlines at konstruere prototyper kaster de sig ud i samarbejdet uden at tale det ihjel. Men en kort deadline og kravet om en grov prototype er ingeniører og cand.merc.studerende nødt til at arbejde effektivt sammen. Det visuelle og den korte tidsfrist skaber afsættet for tværdisciplinært samarbejde.
Herefter er præsentationer af tidlige resultater vigtige. Grupperne skal meget tidligt i processen præsentere ideer og prototyper for hinanden og give negativ og positiv kritik, der kan bruges konstruktivt i den videre proces. Fokus må ikke være på en fornem præsentation, men på at bruge andres gode ideer, hvilket kan være hårdt for mange af de studerende.
Jeg spurgte om samme proces kan bruges til at skabe service. Alex Ko gav det eksempel, at de havde arbejdet på at udvikle en ny service i forbindelse med noget så trivielt som at købe et par nye briller. Processen var den samme, idet forståelsen af brugeren var første skridt, hvorefter prototyperne simpelthen var post-its med beskrivelser af hvert enkelt led i den nye købsprocedure. Ifølge Alex var prototyper ved hjælp af post-its simpelthen den ultimative ”low resolution prototype”, idet nye prototyper umiddelbart kan skabes ved at rykke rundt på post-its og bruge nye farver – alt sammen på gruppens skillevægge.
Slutningen på gruppernes arbejde vil ofte ligge tidligere end pumpe-projektet, der faktisk testes i Burma, idet resultatet ofte vil en gennemarbejdet model, som herefter skal gennemgå en videre proces før masseproduktion er mulig.
De tre fellows kunne berette om meget stor interesse for d.school blandt Stanfords studerende og lokale virksomheder, der ofte sponsorerer konkrete design- og innovationsforløb, der arbejder på at udvikle nye produkter for virksomheden. På den måde er d.schools undervisningsforløb samtidig konsulentarbejde for sponsorerne, og d.school gennemfører også 1-3 dages forløb for virksomheders medarbejdere for at lære dem d.schools innovationsproces – det sker dog altid med et konkret projekt for virksomheden. Studerende på Stanford skal derfor også argumentere grundigt i deres ansøgning, når de søger ind på et af de udbudte forløb, hvor der typisk kun er plads til halvdelen af ansøgerne.
De tre fellows kunne se flere muligheder for et samarbejde med danske universiteter og virksomheder; det kunne være danske studerendes og forskeres deltagelse i forløb, f.eks. i samarbejde med en dansk virksomhed som sponsor.
