Archive for september 2007

h1

Tech Crunch og Facebook applikationer

september 28, 2007

DR i Silicon Valley

Vi har i september måned igen haft en DR-journalist som ”embedded reporter” i Silicon Valley. Jakob Vinde Larsen fra DR-nyheder har haft til opgave at berette om innovation i Silicon Valley; en ret fri opgave med andre ord.

 

Han fulgte bl.a. Gazelle-programmet i løbet af ugen og satte fokus på en af virksomhedernes oplevelser med det intensive udviklingsprogram. Det gav som mange sandsynligvis har set et fint indslag i tv-avisen tirsdag d. 25 kl. 21.00, og Videnskabsministeriet fik en god omtale som initiativtager.

 

Torsdag havde Jakob et indslag i tv-avisen om et nyt energisamarbejde mellem Lolland Kommune og byen Santa Cruz i udkanten af Silicon Valley på initiativ af den danske organisation Baltic Sea Solutions, der har en udsendt placeret i vores lokaler i Palo Alto.

 

Han sluttede af fredag med besøg hos design-instituttet d.school på Stanford og en ny virksomhed – d.light design – som er grundlagt af en gruppe studerende, der arbejdede sammen på et projekt på d.school. Jeg har gennem et stykke tid haft kontakt til d.light design, som jeg mødte via d.school; d.light design har udviklet en meget billig, stærk, genopladelig lampe, der kan sælges i udviklingslande uden støtte fra udviklingshjælp. Jeg prøver i øjeblikket at finde en dansk design-studerende, der kunne tænke sig at prøve at arbejde hos d.light, som gerne vil have tilført noget dansk design til deres produkter.

 

TechCrunch 40

Min kollega Lene var i ugens løb til Silicon Valleys svar på natklubber i LA: TechCrunch 40. Konferencens initiativtager er Jason Calacanis, som skriver en af de mest populære blogs for web 2.0 miljøet, og to danske virksomheder havde kastet sig ud i muligheden for at præsentere deres evner for de vigtigste mennesker i branchen. Lene har berettet om TechCrunch på vores hjemmeside, og hun kunne fortælle, at det vrimlede med Silicon Valley berømtheder, som dybest set er software ingeniører, der har fundet det helt rigtige sted i verden at opholde sig. Her er de feterede stjerner, selv om de sagtens kunne gå ubemærket på gaden de fleste andre steder i verden. Lene kunne også fortælle, at det paradoksalt nok var svært at komme på det trådløse net under konferencen, men at flere mente det skyldes, at stort set alle deltagere loggede på med deres iPhone….

 

Facebook applications!

En af berømthederne på TechCrunch var det unge fænomen Mark Zuckerberg, der har grundlagt det sociale site Facebook med millioner af brugere i kamp med MySpace. Facebook giver også genlyd på Stanford, hvor jeg talte med en underviser på Center for Innovations in Learning i ugens løb. Han ventede mange studerende til første time i faget new applications for Facebook, og da jeg var på derfra, hørte jeg en studerende råbe til en anden, ”I am going to the Facebook class”, hvortil svaret var: ”Uuuh, I wanted to do that, its gonna be awesome” – Silicon Valley tager sine hypes alvorligt.

h1

GazelleGrowth på banen i Silicon Valley

september 6, 2007

GazelleGrowth

FI er i næste uge på banen i Silicon Valley, idet IPC står bag programmet GazelleGrowth. GazelleGrowth er et innovationsprogram for videnintensive, mindre danske virksomheder med et globalt potentiale. FI har udliciteret driften af programmet til et konsortium bestående af Symbion, DTU Innovation, Seed Capital, Vækstfonden, 1st Corporate Technologies, Inventure Capital, Teknologisk Institut og Forskerpark Aarhus, og i det daglige drives programmet af et sekretariat baseret i København.

 

De første syv virksomheder er primært software-virksomheder, som har potentiale til at begå sig internationalt. Det drejer sig bl.a. om Medianet Innovations der tilbyder en bred vifte af sikker, online kommunikation for virksomheder, og Conscius, som tilbyder software-løsninger til e-business.


Programmets formål er at styrke innovation og værditilvækst gennem målrettede internationale rådgivnings- og netværksaktiviteter, der skal sikre, at virksomhederne udnytter deres innovations- og vækstpotentiale på det globale marked. Det endelige resultat skal til sin tid være danske globale succeser.

 

De udvalgte virksomheder gennemgår et intensivt vejledningsprogram i Danmark og skal i næste uge stå deres prøve i Silicon Valley.

 

En hektisk uge

De skal først på et intensivt kursus hos SRI International, hvor drevne erhvervs­konsulenter bl.a. skal professionalisere virksomhedernes forretningsmodel, ”value proposition” (præsentation af produktets værdi for kunden) og ”elevator pitch” (præcis, superkort præsentation af virksomheden til mulige investorer og kunder). De skal derefter igennem vridemaskinen hos Chasm Institute, der specialiserer sig i udvikling af ledelses- og marketing-strategier. Derefter skal virksomhederne afprøve deres nye redskaber over for en række ”review boards” af erfarne erhvervsfolk fra Silicon Valley som Innovation Center Denmark har sammensat. Virksomhederne får også tilknyttet en amerikansk coach, der skal rådgive dem gennem hele programmet.

 

Det bliver spændende at følge programmet i en hektisk uge, hvor jeg skal gå til hånde med logistik og hjælpe med videnopsamling fra review boards i slutningen af ugen.