Archive for september 2008

h1

Innovation i sundhedssektoren – konference på UC Berkeley

september 17, 2008

Health care som service

UC Berkeley har gennem et stykke tid arbejdet på at samle forskning i innovation i sundhedssektoren i et tværdisciplinært forskningscenter. Forskningen samles nu i regi af forskningsnetværket CITRIS som Forsknings- og Innovationsstyrelsen har indgået en partnerskabsaftale med. Samarbejdet mellem forskellige forskningsdiscipliner om at forbedre sundhedssektoren skal undersøges på en international konference med titlen “Innovation in Services Conference: The Service of Healthcare“, som afholdes på UC Berkeley 17.-18. september. Jeg har deltaget i planlægningsgruppen og vi har fået to danske talere på programmet, så vi kan få markeret dansk forskning, teknologi og best practice.

Danmark repræsenteret på UC Berkeley-konference

Konferencen skal undersøge, hvordan sundhedssektoren som service-erhverv kan forbedres ved ændringer i ledelse, organisation og teknologi-anvendelse. Vicedirektør Otto Larsen fra Sundhedsstyrelsens afdeling for digitalisering vil være taler og Thomas Riisgaard fra datalogi gruppe ved Aarhus Universitet vil præsentere universitetets forskning i it-anvendelse i sundhedssektoren.

Konferencen skal gerne skabe international interesse i dansk forskning inden for IT, organisation, ledelse mv. i sundhedssektoren (kombinationen af blød viden og hård teknologi) og danske styrkepositioner inden for innovation i den offentlige sektor. Konferencen afholdes bl.a. i samarbejde med den store amerikanske hospitalskæde Kaiser Permanente med 8 mio. patienter. Kaiser Permanentes forskningsafdeling i Oakland er tæt involveret i konferencen og de har som de akademiske deltagere en stærk interesse i at vide mere om sundhedssystemet i Skandinavien og hvordan det offentlige Danmark arbejder med at forbedre sundhedssektoren. Samtidig har bl.a. Aarhus Universitet rigtig meget at byde på inden for pervasive computing i ældreplejen og på sundhedsområdet, så det tegner til et markant dansk præg på konferencen, som forhåbentlig kan give anledning til fremtidigt samarbejde.

h1

Nyrup taler på Stanford University

september 3, 2008

Stanford’s Europastudier
I løbet af det sidste års tid har samarbejdet med Stanford’s “Europastudier” været et centralt projekt i mit arbejde her. Stanford University’s “Forum on Contemporary Europe” (FCE) er et tværgående center placeret på Stanfords Freeman Spogli Institute for International Studies.

FCE er omdrejningspunktet for samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning og undervisning i europæiske forhold på tværs af Stanfords institutter. Jeg arrangerede i december 2008 et 2-dages besøg i Danmark for FCEs associate director Roland Hsu, hvor han talte med en række potentielle samarbejdspartnere om fælles forskningsinteresser.

FCE har den funktion at samle forskere fra forskellige discipliner om emner som EUs udvidelse og integration, Europas internationale relationer, den skandinaviske velfærdsmodel og Østeuropas økonomiske og demokratiske udvikling.

FCE tager initiativ til tværdisciplinære forskningsprojekter og arrangerer konferencer og workshops om europæiske forhold rettet mod både Stanford og offentligheden. FCE har som talere tidligere inviteret en række markante, europæiske beslutningstagere og opinionsdannere, herunder Oxford University’s rektor Lord Christopher Patten, den lettiske udenrigsminister Artis Pabriks og den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer.

Poul Nyrup Rasmussen holder “Europe Now” foredrag på Stanford University
I forbindelse med mit samarbejde med FCE har jeg derfor foreslået flere danske oplægsholdere, og de valgte at invitere Poul Nyrup Rasmussen, som d. 29. oktober skal holde FCE’s årlige “Europe Now” forelæsning. Formatet vil være et foredrag og en efterfølgende middag med 40-50 inviterede gæster fra universitetet og Silicon Valley. Hvis det er muligt vil FCE meget gerne offentliggøre foredraget som et working paper i en serie af papers baseret på en foredragsrække. Det er herligt, at Poul Nyrup Rasmussen har taget imod invitationen og det vil yderligere styrke det danske samarbejde med Stanford på dette område.