Health care som service
UC Berkeley har gennem et stykke tid arbejdet på at samle forskning i innovation i sundhedssektoren i et tværdisciplinært forskningscenter. Forskningen samles nu i regi af forskningsnetværket CITRIS som Forsknings- og Innovationsstyrelsen har indgået en partnerskabsaftale med. Samarbejdet mellem forskellige forskningsdiscipliner om at forbedre sundhedssektoren skal undersøges på en international konference med titlen “Innovation in Services Conference: The Service of Healthcare“, som afholdes på UC Berkeley 17.-18. september. Jeg har deltaget i planlægningsgruppen og vi har fået to danske talere på programmet, så vi kan få markeret dansk forskning, teknologi og best practice.
Danmark repræsenteret på UC Berkeley-konference
Konferencen skal undersøge, hvordan sundhedssektoren som service-erhverv kan forbedres ved ændringer i ledelse, organisation og teknologi-anvendelse. Vicedirektør Otto Larsen fra Sundhedsstyrelsens afdeling for digitalisering vil være taler og Thomas Riisgaard fra datalogi gruppe ved Aarhus Universitet vil præsentere universitetets forskning i it-anvendelse i sundhedssektoren.
Konferencen skal gerne skabe international interesse i dansk forskning inden for IT, organisation, ledelse mv. i sundhedssektoren (kombinationen af blød viden og hård teknologi) og danske styrkepositioner inden for innovation i den offentlige sektor. Konferencen afholdes bl.a. i samarbejde med den store amerikanske hospitalskæde Kaiser Permanente med 8 mio. patienter. Kaiser Permanentes forskningsafdeling i Oakland er tæt involveret i konferencen og de har som de akademiske deltagere en stærk interesse i at vide mere om sundhedssystemet i Skandinavien og hvordan det offentlige Danmark arbejder med at forbedre sundhedssektoren. Samtidig har bl.a. Aarhus Universitet rigtig meget at byde på inden for pervasive computing i ældreplejen og på sundhedsområdet, så det tegner til et markant dansk præg på konferencen, som forhåbentlig kan give anledning til fremtidigt samarbejde.
